Ved planlægningen af den kommende smalsporsbane var der et ønske om at anlægge en lille færgehavn, hvor jernbanen kunne forbindes med skibstrafikken. Havnen skulle give mulighed for at overføre gods mellem bane og færge og dermed tilføre banen en ekstra driftsmæssig dimension.

Gennem længere tid blev forskellige løsninger tegnet og overvejet, inden sporplanen endelig faldt på plads. En af de vigtigste udfordringer var at holde antallet af sporskifter nede – både af hensyn til pladsforholdene, driftssikkerheden og selve byggeprocessen.

Den endelige løsning kom til at omfatte syv sporskifter, hvilket jeg vurderede som et godt kompromis mellem funktionalitet og enkelhed.

Modulet får målene 50 × 140 cm med en sidehøjde på 13 cm. For at undgå en alt for firkantet og ensformig opbygning og samtidig bryde den lige linjeføring besluttede jeg, at modulet skulle knække 30 grader i forhold til det foregående strækningsmodul.

Denne vinkel giver ikke blot større variation i den samlede opstilling, men bidrager også til en mere dynamisk og realistisk gengivelse af havnemiljøet. Samtidig bliver færgehavnen et naturligt knudepunkt på banen, hvor jernbanetrafikken møder skibstrafikken.

Modulet er samlet

Det rå modul er nu samlet, og projektet begynder for alvor at tage form. Allerede nu er det tydeligt, hvor færgen skal placeres i færgelejet. Ved siden af lejet er der anlagt et udtræksspor ude på molen. Sporet er netop langt nok til, at et lokomotiv kan trække sig fri af toget og skifte kørselsretning.

Modulets samlede sidehøjde er 13 cm, hvoraf de 2 cm udgør en sikringskant. Kanten skal beskytte materiellet, hvis uheldet skulle være ude, så lokomotiver og vogne ikke falder på gulvet. Samtidig giver modulets højde plads til at montere kontakterne til sporskifterne direkte på siden.

Med tusch er det markeret på modulsiden, hvor der skal skæres ud til betjeningen af kontakterne. På den måde bliver de let tilgængelige under driften, uden at det er nødvendigt at række ind over selve anlægget.

Korkunderlag og sporplan

Modulet ses nu oppefra, og 2 mm kork er limet fast på bundpladen. Korkunderlaget hæver sporet en smule og bidrager både til et mere realistisk udseende og til at dæmpe støjen, når togene senere kører hen over sporene.

Korken er skåret i strimler, der er lidt bredere end selve sporet. Det gør det allerede nu muligt at få et indtryk af den kommende sporplan. Næste skridt er at slibe korken helt plan, så eventuelle ujævnheder fjernes, og der opnås et jævnt underlag til sporene.

Herefter males hele modulet med akrylmaling. Det giver overfladen en beskyttende behandling og danner samtidig en grundfarve for det videre arbejde. Når malingen er tør, er modulet klar til, at sporene kan lægges oven på korkunderlaget.

Midt på modulet består sporplanen af tre parallelle spor: et ankomstspor, et afgangsspor og et omløbsspor. Fra dette spor arrangement fører et af sporene videre til udtrækssporet på molen, som tidligere beskrevet.

Sporet fra færgen er samtidig ført videre i retning af remisen, hvor der bliver plads til to lokomotiver. Dermed begynder de enkelte sporforløb at falde på plads, og modulets funktion som lille færgehavn på smalsporsbanen bliver stadig tydeligere.

Grundmaling og udskæringer

Modulet har nu fået sin grundfarve med akrylmaling. Malingen forsegler overfladen og giver en ensartet base at arbejde videre på. Denne fremgangsmåde anvender jeg konsekvent på alle de moduler, jeg bygger. Det giver et godt udgangspunkt for det videre arbejde og bidrager til en ensartet overfladebehandling.

På modulets side ses to udskæringer, der er gjort klar til betjeningspanelet. Her skal kontakterne til sporskifterne og eventuel anden styring monteres, så de er let tilgængelige under driften.

Sporskifter og drev

På dette modul bruger jeg sporskifter fra Peco, som efter min erfaring er blandt de bedste på markedet til H0e. De er dog ikke helt »plug and play«, hvis driften skal fungere optimalt – især ikke på en station med hyppig trafik.

For at sikre en pålidelig drift lodder jeg ledninger på undersiden af hvert sporskifte, så hjertestykket får en korrekt og stabil strømforsyning. Det forbedrer den elektriske kontakt og bidrager til en mere sikker og problemfri kørsel.

Hvert sporskifte forsynes med tre ledninger:

• Rød til hjertestykket.
• Sort og blå til henholdsvis plus og minus.

Når loddearbejdet er færdigt, kan sporet lægges. Det kræver lidt tålmodighed, da der skal bores tre små huller til ledningerne samt et større hul på cirka 1 cm til metaltråden, der forbinder sporskiftets tunge med drevet under bundpladen.

Til betjeningen bruger jeg MP1-drev, som monteres under bundpladen. Denne type drev har en justerbar slaglængde, der i dette tilfælde er indstillet til 9 mm.

Når drevet aktiveres, flyttes sporskiftets tunger, samtidig med at polariteten i hjertestykket skifter. Det sikrer, at hjertestykket får den korrekte strømforsyning i begge stillinger, hvilket er afgørende for en pålidelig og sikker drift.

Byggepladsen

Sporet er nu ved at blive lagt, og det kræver en del tilpasning. Skinnerne skal både skæres til og slibes, så de passer nøjagtigt sammen. Der loddes også ledninger direkte på skinnerne for at sikre en stabil strømforsyning gennem hele stationen.

Under bundpladen monteres sporskiftedrevene og betjeningskontakterne, så anlægget snart er klar til de første prøvekørsler.

En velkendt udfordring ved smalsporede lokomotiver er strømoptaget. De er ofte lette og har kun få hjul, der optager strøm fra skinnerne. Derfor kan det godt betale sig at være grundig i denne fase af arbejdet. Når sporet ligger helt plant, og strømforsyningen er pålidelig, får man belønningen senere i form af en mere stabil drift.

Skinner og sveller males i rustbrune nuancer, så sporet får udseende af et ældre og let slidt sidespor. Når malingen er tør, lægges ballasten i form af fint sand, som forsigtigt fejes ned mellem svellerne med en pensel. Det giver sporet et mere naturtro udseende og får det til at falde naturligt ind i de kommende omgivelser.

Fra færgen skal der også være mulighed for, at biler kan køre til og fra land. Derfor anlægges en brostensvej af gips, som fører frem til færgelejet. Her mødes vej og jernbanespor, og begge skal benytte den samme broklap ved overgangen til færgen. Det giver en spændende og realistisk løsning, hvor både jernbanetrafik og vejtrafik forbindes med skibsfarten.

Status og afslutning – for nu

Modulet er nu nået så langt, at arbejdet med landskabet omkring sporet er begyndt. Den første del af området ved færgelejet er også ved at tage form. Der venter dog stadig mange timers hyggeligt arbejde, før modulet kan betragtes som færdigt.

Derfor holder denne lille fortælling om et smalsporet færgeleje på et modul en pause, indtil byggeprocessen er kommet længere, og modulet nærmer sig sin færdiggørelse.

Tak, fordi du læste med! Kig gerne forbi igen en anden gang – måske er der nyt at fortælle fra min hobbyverden.

Det samme gælder på dette modul, hvor modeltræerne endnu ikke har fået blade på. De står klar til at blive færdiggjort, når landskabet omkring dem tager form.

Vinteren er også en tid, hvor mange af os fordyber os i hobbyen og bruger de mørke timer på nye projekter. Denne gang er det et strækningsmodul, der er under opbygning. Modulet skal fungere som forbindelsen mellem havnestationen og en krydsningsstation. Det får en længde på 110 cm, som samtidig bliver afstanden mellem de to stationer.

Ved første øjekast kan 110 cm måske virke som en kort afstand, men i H0e-skala, hvor både tog og vogne er små og korte, er det en ganske passende længde til et strækningsmodul.

I dette afsnit vil jeg fortælle om arbejdet med modulet og vise, hvordan jeg gradvist bygger landskabet op omkring enkeltsporet, vejen og søbredden.

Langs søen – vinterstemning og et mislykket vandforsøg

På dette strækningsmodul følger det lille tog søens bred. Her har jeg gjort mit første forsøg på at fremstille vand – et forsøg, der desværre ikke gik helt som planlagt.

Jeg brugte epoxyharpiks, men materialet havde været udsat for frost, og det betød tilsyneladende, at de to komponenter ikke kunne hærde korrekt sammen. Resultatet blev en overflade med klumper af harpiks, som ikke kunne bruges til det oprindeligt planlagte formål.

Når man betragter resultatet, kan man dog godt få indtrykket af, at søen har været frosset til og nu er ved at tø op. De hvide klumper kunne næsten ligne isflager, der driver rundt på overfladen. På den måde har det mislykkede forsøg faktisk skabt en overraskende passende effekt til vintertemaet.

Derfor besluttede jeg at tage modulet med udenfor på en grå og overskyet vinterdag for at fotografere det. Jeg synes, at modulet passede rigtig godt ind i de naturlige omgivelser, hvor det afdæmpede lys var med til at understrege vinterstemningen. Billederne blev dermed en fin måde at forevige modulet på, inden jeg går videre med at færdiggøre landskabet.

På modulet står også de ufærdige modeltræer, som endnu ikke har fået deres løv. Dem vil jeg arbejde videre med på et senere tidspunkt i byggeprocessen.

Vinterarbejde på strækningsmodulet

Efterhånden som vinteren gik, arbejdede jeg videre på modulet til smalsporsbanen. Når det står færdigt, skal det placeres mellem de to eksisterende stationsmoduler og dermed forbinde de to stationer.

Modulet er bygget efter samme principper som de øvrige moduler på anlægget. Her bliver der kun anlagt ét enkeltspor, som løber gennem landskabet uden sidespor eller station. Det giver plads til at fokusere på selve strækningen og det omgivende landskab.

Sporet er fra Peco og udført i H0e med code 75-skinner, som giver et fint og realistisk udtryk i denne skala. Under sporet har jeg lagt et 2 mm tykt korkunderlag. Det hæver sporet en smule og giver samtidig plads til ballasten.

Korkunderlaget bidrager også til det visuelle udtryk, da ballasten kommer til at fremstå mere markant og fyldig. Det er med til at skabe indtrykket af en ældre jernbanestrækning, hvor sporet ligger let hævet på en dæmning gennem landskabet.

Landskabsopbygning med mark, vej og sø

Landskabet på modulet opbygges med variation i både terræn og indhold. På den ene side af sporet anlægges en mark med afgrøder, som giver området et åbent og landligt præg.

På den modsatte side løber en brostensvej parallelt med jernbanesporet. Langs vejen er der gjort plads til et par store træer, som skal skabe dybde i landskabet og bryde de åbne flader.

Længere væk fra sporet, på den anden side af vejen, anlægges en sø, hvoraf kun en del vil være synlig på modulet. Mellem brostensvejen og søen er der en højdeforskel på cirka 3 cm. Det giver landskabet mere dybde og sikrer, at modulet ikke kommer til at fremstå som en flad plade.

Højdeforskellen bidrager samtidig til et mere naturtro terræn og giver mulighed for at tilføje spændende detaljer langs søbredden. Her kan der eksempelvis arbejdes med vegetation, sten og andre små elementer, som får overgangen mellem land og vand til at fremstå mere naturlig.

Gamle træer får nyt liv

Ved et besøg på et brugtmodeltogmarked, hvor der blev solgt både nye og brugte modeltog, reservedele og landskabstilbehør, faldt jeg over en pose med brugte plasttræer i H0-skala. Prisen var god, og jeg tænkte straks, at træerne kunne få nyt liv på mit modul.

Hjemme igen blev posen pakket ud, og træerne fik en tur i sæbevand, så snavs og gamle limrester kunne fjernes. Derefter rettede jeg forsigtigt grenene til, så trækronerne fik en mere naturlig form.

Jeg brød mig ikke om træernes oprindelige, brune plastikfarve, som virkede både for blank og kunstig. Derfor malede jeg stammer og grene med akrylmaling i en lys brun nuance, der tørrer op med en mat overflade. Det gav straks træerne et mere naturtro udtryk.

Som det sidste trin fik træerne en vask med fortyndet sort akrylmaling. Den mørke farve lægger sig i fordybningerne og fremhæver overfladens detaljer. På den måde får barken mere dybde og variation i stedet for at fremstå ensartet – præcis som på træer i naturen.

Det lille tog kører nu ind i foråret. Træerne har fået blade på, og landskabet begynder så småt at blive grønt.

I baggrunden ses en rapsmark, der tilfører landskabet et strejf af gult og understreger den spirende forårsstemning. Farvespillet giver scenen liv og skaber en fin kontrast til toget, der bevæger sig gennem det grønne landskab.

Fremstilling af en sø

Området, hvor søen skulle placeres, blev først skåret ud med en stiksav. Inden arbejdet begyndte, foretog jeg nøje opmålinger for at fastlægge søens dybde. I dette tilfælde blev den 3 cm.

Efter udskæringen lavede jeg en ny bund til søen. Her genbrugte jeg det oprindelige stykke fra modulpladen, så det, der tidligere udgjorde modulets overflade, nu blev søens bund.

Opbygning i flere lag

1. Avispapir og lim

Det første lag bestod af avispapir, som blev gennemvædet med en blanding af hvid lim, vand og brun akrylmaling. Blandingen blev påført bunden for at forsegle overfladen og skabe et tæt underlag. Efter tørring påførte jeg endnu et lag af samme blanding for at sikre en solid og ensartet overflade.

2. Strandsand

Det næste lag bestod af strandsand, som jeg selv havde vasket, tørret og sigtet for at fjerne urenheder. Sandet blev fordelt jævnt over søbunden og limet fast med fortyndet hvid lim.

3. Vandplanter

Oven på sandet dryssede jeg lidt grønt Fine Turf fra Woodland Scenics. Det skulle forestille vandplanter på søens bund og give overfladen lidt farvevariation.

Herefter lod jeg søbunden tørre i mindst 24 timer, så limen kunne hærde ordentligt. Da alt var tørt, fjernede jeg forsigtigt overskydende sand og løse materialer med en støvsuger. Det er vigtigt, at der ikke ligger løse partikler tilbage, da de ellers risikerer at flyde op, når vandet støbes.

Støbning af vandet

Til selve vandet brugte jeg klar epoxyharpiks, et tokomponentprodukt bestående af harpiks (A) og hærder (B), som blandes i forholdet 2:1. Det produkt, jeg anvendte, kan støbes i lag på op til 1 cm, hvilket passede fint til dette projekt.

Efter støbningen lod jeg harpiksen hærde i 72 timer. Ifølge mine erfaringer med det anvendte produkt bliver resultatet en klar overflade, hvor søbunden stadig er tydeligt synlig.

Den færdige overflade giver en flot effekt, hvor både sandbunden og de små grønne områder, der forestiller vandplanter, kommer til deres ret. Det giver søen et naturligt udseende og tilfører landskabet endnu en realistisk detalje.

Har du fået lyst til selv at bygge?

Måske har denne fortælling givet dig inspiration til selv at bygge en modeljernbane – eller måske endda til at prøve kræfter med modulkørsel og anlæg opbygget af sektioner.

Uanset hvad, er der bare én ting at gøre: Kom i gang med denne spændende, fornøjelige og kreative hobby. Her er plads til både store ambitioner og små projekter, og det vigtigste er glæden ved at skabe noget med egne hænder.

Tak, fordi du læste med! Kig gerne forbi igen en anden gang – måske er der nyt fra min lille hobbyverden.

Modeltog på moduler

Efter mange timers arbejde med at bygge moduler, forme landskabet og lægge spor til den kommende smalsporsbane er projektet nu nået så langt, at det første tog kan sendes af sted.

I denne cirka to minutter lange video følger vi et lille damplokomotiv med tre vogne, der langsomt kører fra den ene station til den anden. Undervejs møder det det modkørende tog, som holder og venter på, at strækningen bliver fri.

Når toget kører fra det ene modul til det næste, kan der forekomme små ujævnheder i overgangene mellem modulerne. Det kan få vognene til at give et lille hop under kørslen. Det er en udfordring ved modulbyggeri, som kan være svær helt at undgå. Derfor er det vigtigt at være omhyggelig med sporlægningen og sikre så jævne overgange som muligt.

Som baggrundslyd høres dampslag, der er tilføjet for at gøre videoen mere levende og forbedre oplevelsen. Lyden kommer altså ikke fra selve modeltoget, men er lagt på efterfølgende for at understøtte indtrykket af et lille damptog i drift.

Det er en særlig milepæl at se toget køre for første gang på den bane, som gennem mange timers arbejde langsomt er blevet til virkelighed.

Når gods skal transporteres med smalsporede jernbaner, og godset skal videre mellem normalspor og smalspor, er der flere muligheder. En af dem er at transportere den normalsporede godsvogn på en rullevogn eller en rullebuk. På den måde kan hele godsvognen transporteres på smalsporsbanen, uden at godset først skal omlæsses til en anden vogntype.

Det sparer tid og arbejde sammenlignet med at flytte godset fra den ene vogn til den anden. Omlæsning kan foregå på flere måder, alt efter hvilken type gods der er tale om. Paller, kasser og tønder kan eksempelvis flyttes med håndkraft eller ved hjælp af en sækkevogn, mens kul, tømmer og skrot kan omlæsses med en stationær eller mobil kran, eventuelt med grab. Omlæsningen kan derfor være en tidskrævende proces.

Ved at transportere den normalsporede godsvogn på en rullevogn eller rullebuk undgår man selve omlæsningen af godset. Det gør transporten mere enkel og kan spare både tid og arbejdskraft.

Denne form for godstransport kan også efterlignes på modeljernbanen. Her giver rullevogne og rullebukke mulighed for at skabe mere variation og interessante driftsmuligheder på anlægget.

Roco fremstiller rullevogne, mens Bemo blandt andet tilbyder rullebukke. Der findes også andre producenter af denne type materiel, men her vil jeg holde mig til de vogntyper, jeg selv har i samlingen, og som jeg bruger på mine moduler.

Et fotogodstog er ved at blive rangeret, og en rullevogn kobles til toget. Oven på rullevognen står en normalsporet godsvogn med spidstag.

I gamle dage blev varer transporteret på denne måde til virksomheder langs banen. I dag står godsvognen fast på rullevognen hos museumsbanen og bliver ikke læsset af. Den er med til at vise, hvordan denne form for godstransport foregik.

Rullevogne til modelbanen

Til transport af normalsporede godsvogne på smalspor fremstiller Roco rullevogne i H0e. Rullevognen har to bogier med hver to aksler og en sporvidde på 9 mm. Oven på den kan der placeres en normalsporet godsvogn med en sporvidde på 16,5 mm.

Godsvognen køres op på rullevognen, hvor den placeres i en særlig vognkrybbe og fastgøres inden transporten.

Til fastgørelse af godsvognen er der fire justerbare hæmsko. De kan skubbes frem og tilbage med en finger eller en pincet, så de ligger tæt op mod hjulene på den normalsporede vogn. På den måde holdes godsvognen på plads under transporten.

På et færdigbygget modul, hvor landskabet stadig er under opbygning, trækker det lille damplokomotiv en rullevogn fra Roco. Oven på rullevognen transporteres en normalsporet godsvogn af typen Om Königsberg fra Brawa.

Trækstangen mellem lokomotivet og rullevognen er hjemmelavet af kobbertråd, som er tilpasset formålet. For at undgå kortslutning, hvis stangen kommer i berøring med de strømførende skinner, er den isoleret.

Trækstangen placeres mellem lokomotivet og rullevognen ved hjælp af en pincet. Det er en enkel og billig løsning, som fungerer godt i praksis.

Rullebukke til modelbanen

Rullebukke er en anden måde at transportere normalsporede godsvogne på smalsporede baner.

En rullebuk består af en lille bogie med en gaffel, der kan dreje, når toget kører gennem kurver. Godsvognens aksel placeres i gaflen, så hjulene understøttes under transporten. Rullebukken trækkes med toget via en trækstang.

Der skal bruges to rullebukke til hver godsvogn, én til hver aksel.

Rullebukke bruges til toakslede godsvogne, både med og uden trykluftbremse. I den virkelige jernbanedrift har bremsesystemet stor betydning for sikkerheden, mens det spiller en mindre rolle på modelbanen.

Her er det i stedet lokomotivets trækkraft, der er afgørende. Det lille lokomotiv skal kunne trække de store, normalsporede godsvogne, når de transporteres på rullebukke. Derfor er det vigtigt at afprøve, hvor meget lokomotivet kan klare, uden at kørslen bliver ustabil.

Når rullebukkene skal transporteres uden en godsvogn, kobles de sammen med trækstænger og trækkes efter toget.

Rullevogne og rullebukke er et spændende indslag på en smalsporet modeljernbane. De giver mulighed for at efterligne en særlig form for godstransport, hvor normalsporede godsvogne kunne fortsætte deres rejse på smalsporede baner uden først at få godset omlæsset.

På modelbanen giver disse vogntyper samtidig nye muligheder for rangering og togdrift. Det er ikke kun lokomotivet og godsvognene, der er interessante, men også arbejdet med at koble materiellet sammen og få det hele til at fungere på de smalle spor.

Jeg synes, at rullevogne og rullebukke tilfører modelbanen både variation og historisk interesse. De små detaljer og de særlige driftsformer er med til at gøre smalsporsbanen levende og giver endnu flere muligheder for at lege med jernbanedriften.

For mig er det netop en del af glæden ved at bygge en modeljernbane: at undersøge, hvordan jernbanerne fungerede i virkeligheden, og derefter forsøge at genskabe nogle af disse oplevelser i mindre skala.

I en årrække gik jeg med et ønske om at bygge en modeljernbane med smalspor. Anlægget skulle være med to skinner, digitalt styret og baseret på materiel og materialer, der var til at få fat i. Det skulle bygges op af moduler, så det kunne pakkes væk, når det ikke var i brug. Samtidig måtte det gerne være kompatibelt med andres moduler og kunne fungere sammen med det H0-materiel, jeg allerede havde.

Inden for H0-skalaen (1:87) var det især de to smalsporssystemer H0m og H0e, der fangede min interesse. Men hvilket af dem skulle jeg vælge? Det krævede lidt nærmere undersøgelse.

Jeg begyndte derfor at læse bøger om emnet og besøgte flere museumsbaner. Det gav mig både ny viden og inspiration til et modeljernbaneanlæg, som jeg vil fortælle mere om i dette afsnit.

Bøgerne

Jagten på viden om smalsporede jernbaner førte til, at jeg fik fat i en række bøger om emnet. Det stod hurtigt klart, at litteraturen om danske forhold ikke gav mig helt den inspiration, jeg søgte til mit kommende anlæg.

Til gengæld fandt jeg masser af nyttig information i bøger om de tyske smalsporsbaner. Her var der både farvefotografier, detaljerede sporplaner og mange andre oplysninger, som kunne bruges som inspiration til modelbyggeriet.

En væsentlig årsag kan være, at flere af de smalsporede baner i det tidligere Østtyskland fortsatte driften i mange år, og at der derfor blev taget mange billeder af dem, mens de stadig var i brug. Det har bidraget til, at der i dag findes et omfattende udvalg af bøger og andet materiale om disse baner. Samtidig har interessen for smalsporede jernbaner en stærk tradition i Tyskland.

Det var netop de tyske forbilleder, de mange fotografier og de detaljerede sporplaner, der for alvor vakte min interesse. Jeg begyndte derfor at overveje et modeljernbaneanlæg inspireret af de tyske smalsporsbaner.

Tanker og idéer til en modelbane

Helt fra starten var jeg sikker på, at modelbanen skulle have to endestationer med en krydsningsstation imellem. Det skulle være en punkt-til-punkt-bane bygget op af moduler. Når anlægget ikke var i brug, skulle det kunne pakkes væk, og modulerne skulle kunne stables oven på hinanden, så de fyldte mindst muligt.

Sporvidde

Når man taler om modeljernbaner, tænker de fleste på normalsporet, hvor forbilledets sporvidde i virkeligheden er 1435 mm. I H0-skala (1:87) svarer det til en sporvidde på 16,5 mm.

Der findes dog også flere andre sporvidder, som betegnes som smalspor. Her er sporvidden mindre end normalsporets. Eksempelvis har H0m en sporvidde på 12 mm, svarende til sporvidden i skala TT, mens H0e har en sporvidde på 9 mm, svarende til sporvidden i skala N.

Man skal dog være opmærksom på, at svellerne ikke nødvendigvis har samme indbyrdes afstand som på normalsporede spor. Derfor er det ikke kun sporvidden, men også sporets udseende, der har betydning, når man vil skabe et troværdigt smalsporsanlæg.

Materiel

Efter at have søgt efter egnet materiel, der kunne bruges til et dansk forbillede, fandt jeg ud af, at meget skulle bygges fra bunden. Jeg valgte derfor en noget lettere løsning: at lede efter industrifremstillede modeller, som var til at købe, havde gode køreegenskaber og kunne sættes direkte på banen.

Nærmest ved et tilfælde blev jeg tilbudt en samling vogne og et lokomotiv i H0e fra Roco. Materiellet havde forbillede i den tidligere østtyske statsbane DR, og toget havde kørt på Tysklands største ø, Rügen.

På Rügen kan man stadig opleve rigtige damptog på strækningen mellem Putbus og Göhren. Banen er en rest af et tidligere større jernbanenet på øen. Er man interesseret i damptog, er Rügen bestemt et besøg værd, for her er der to smalsporsbaner at opleve.

Jeg besluttede derfor at rejse til Rügen og besøge de to baner. Turen gav mig et godt indblik i både trafikafviklingen og det anvendte materiel. Det blev værdifuld inspiration og et vigtigt grundlag for planlægningen af min kommende modeljernbane.

Harzer Schmalspurbahnen – HSB

I Harzen er der gode muligheder for at opleve persontog trukket af damplokomotiver. Under mit besøg var fire damplokomotiver i drift, så der var masser at se og opleve.

En af de største oplevelser var en vinteraften, hvor jeg rejste med toget gennem Selketal. Vi var kun få passagerer, og toget bevægede sig gennem den mørke skov. Natten forinden var der faldet en del sne, og vognene blev opvarmet med damp. Det gav en behagelig, tør varme indenfor.

Jeg valgte dog at tilbringe en del af turen ude på en af vognenes endeperroner, hvorfra jeg kunne følge rejsen. Månelyset blev reflekteret i sneen, mens duften af damp og stenkul bredte sig omkring toget.

Det lille tog med blot tre vogne gav mig en helt særlig oplevelse. Det føltes næsten, som om jeg selv var blevet en del af den modeljernbane, jeg drømte om at bygge.

Pollo Museumsbane

I min søgen efter inspiration fra de tyske smalsporsbaner besøgte jeg Pollo Museumsjernbane ved Lindenberg. Banen drives af Prignitzer Kleinbahnmuseum Lindenberg (PKML), og allerede ved mit første besøg fik jeg en rigtig wow-oplevelse. Siden har jeg været forbi flere gange.

Foreningen arrangerer særlige køredage med fototog mellem stationerne Mesendorf og Lindenberg. Afhængigt af arrangementet køres der med persontog, blandede tog eller godstog. Man kan tage med på turen fra Mesendorf til Lindenberg, hvor banen har sin endestation.

I Lindenberg kan man besøge museet, der har til huse i banens gamle pakhus. Her finder man en udstilling om jernbanens historie med historiske fotografier, modeller af forskellige vogntyper, der har kørt på banen, og meget mere.

Ved siden af pakhuset kan man også få en tur med en lille feltbane. For én euro kan man køre en runde, inden man eventuelt nyder en kop kaffe og en grillpølse, før turen går tilbage til Mesendorf.

En anden mulighed er at deltage i et af foreningens fotoarrangementer. Her er formålet at fotografere toget undervejs på strækningen. Ved disse arrangementer indsætter foreningen blandt andet rullevogne, hvorpå normalsporede godsvogne transporteres. Det giver et særligt indblik i, hvordan smalsporsbanerne kunne håndtere godsvogne fra det normalsporede jernbanenet.

99 1608 ankommer til Brünkendorf, der er krydsningsstation på museumsbanen.

Nye idéer

De første tanker om at bygge efter dansk forbillede blev lagt til side, og nye idéer kom på tegnebrættet. Jeg besluttede, at materiellet ikke skulle fordanskes. I stedet skulle det tage udgangspunkt i østtyske forbilleder, mens selve banen skulle bygges efter fri fantasi.

Det ville gøre arbejdet lettere – både med opbygningen af modulerne, udformningen af landskabet og ikke mindst valget af materiel.

Nu var spørgsmålet, hvilke stationsbygninger jeg skulle vælge. Også her faldt valget på en enkel løsning: færdigbyggede modeller fra LOEWE-Modellbahnzubehör. Firmaet fremstiller bygninger i resin, som leveres samlet og malet, så de er lige til at placere på modulet.

Valg af spor

Jeg valgte H0e-spor i code 80 fra det engelske firma PECO. En af fordelene ved sporskifterne er, at hjertestykkerne kan polariseres. Det sikrer en mere pålidelig strømforsyning gennem sporskiftet og dermed en mere stabil kørsel – især for små lokomotiver.

Drev til sporskifter

På det første modul valgte jeg at bruge servomotorer, styret af en ESU SwitchPilot 3 Servo Decoder og en SwitchPilot Extension. Det, der især tiltalte mig ved denne løsning, var muligheden for at programmere servoernes hastighed, så sporskifterne kunne skifte langsomt og realistisk. Samtidig foregår selve bevægelsen næsten lydløst.

Løsningen kræver dog, at der loddes en del ledninger. Derfor valgte jeg MP1-motordrev til de efterfølgende moduler. Her syntes jeg, at ledningsarbejdet var lettere at håndtere. MP1-drevene afgiver ganske vist en lyd, når de arbejder, men den vænner man sig til.

Det vigtigste for mig er, at drevet sørger for at polarisere hjertestykket, når sporskiftet skifter stilling. På den måde får lokomotiverne en mere sikker strømforsyning gennem sporskiftet.

Den første station bygges

Målet er at bygge en punkt-til-punkt-bane med en krydsningsstation i midten. Her skal togene kunne mødes, inden de fortsætter mod hver sin endestation. Efter planen skulle jeg begynde med at bygge netop dette modul.

Stationen skal have to perroner, så passagererne kan stige af og på togene. Derudover skal der være en læssevej, hvor lokale varer kan omlæsses fra godsvognene til andre transportmidler.

Modulet får en bredde på 40 cm og en længde på 140 cm. Siderne bliver 13 cm høje, hvoraf de nederste 2 cm udgør en sikkerhedskant. Den skal forhindre, at materiel eller andre genstande falder på gulvet, hvis der skulle ske et uheld.

Betjeningen af sporskifterne og de øvrige funktioner bygges ind i siden af modulet. På den måde undgår jeg at skulle fremstille en separat betjeningspult.

Stationsbygningen kommer fra LOEWE-Modellbahnzubehör, der fremstiller færdigbyggede resinbygninger og andet tilbehør til modeljernbaner. Det passer godt til mit ønske om at gøre byggeriet så enkelt som muligt uden at gå på kompromis med helhedsindtrykket.

Navngivning af stationerne

Da jeg læste bøger om de sønderjyske jernbaner, stødte jeg på flere stednavne, der endte på -bøl. Det syntes jeg lød sjovt, og det satte gang i tankerne om, hvilke navne der kunne passe til mine stationer.

Efter lidt grublerier kom jeg frem til navnene Røjbøl og Højbøl. Jeg syntes, at de både havde en passende klang og passede godt til det univers, jeg var ved at skabe. Dermed fik de to stationer på min modeljernbane deres navne.

De første skinner lægges løst oven på korkunderlaget, som hæver sporet 2 mm over modulets overflade. Stationsbygningen stilles op som en prøve, og toget sættes på skinnerne for at få en fornemmelse af, hvordan det hele kommer til at se ud.

Brostensvejene fremstilles ved hjælp af silikoneforme fra Spörle, som bruges til at støbe vejbelægningen i gips. De støbte vejstykker limes sammen, så de danner en sammenhængende vej, hvorefter brostenene males med akrylmaling i passende nuancer.

Med silikoneforme fra Spörle støbes brostensvejene i gips. De enkelte vejstykker limes sammen og males derefter med akrylmaling i forskellige brostensnuancer for at give vejbelægningen et realistisk udtryk.

Fra siden ses betjeningspulten, hvorfra sporskifterne betjenes. Stationen kan også aflåses ved at dreje på en nøgle. Derudover er det muligt at tænde gadelyset og det indvendige lys i stationsbygningen.

Det lille tog holder ved perronen i spor 1, hvor en rejsende står og venter på toget. Ved siden af perronen ligger læssevejen, hvor godset omlæsses.

Strækningsmoduler

Til den frie strækning mellem to stationer byggede jeg to moduler, hver med en bredde på 30 cm og en længde på 120 cm. Tilsammen giver de en strækning på 240 cm, hvilket jeg synes er en passende afstand mellem stationerne.

Modulerne har ikke nogen fast placering, men kan sættes ind, hvor det passer bedst. Det er netop en af fordelene ved et modulanlæg: Opbygningen kan ændres fra gang til gang, alt efter hvordan anlægget skal stilles op.

Med pensel og airbrush males skinner og sveller i forskellige brune og rustbrune nuancer, så sporet får et mere naturtro udseende.

De to strækningsmoduler er nu nået så langt i byggeprocessen, at de første prøvekørsler kan begynde. Når kørslen er afprøvet, skal landskabet formes og bygges op omkring sporet.

Under skinnerne er der limet 2 mm kork, som hæver sporet en smule over modulets overflade. Det giver plads til senere at lægge ballast, så sporet kommer til at fremstå mere realistisk.

For at sikre en stabil strømforsyning loddes der ledninger fast på siden af skinnerne to steder på hver skinnestreng. Dermed får strømmen flere veje frem til sporet, hvis der skulle opstå en dårlig elektrisk forbindelse et sted.

Endestationen

Det næste byggeprojekt er en endestation, som bygges på et modul med en bredde på 40 cm og en længde på 140 cm. Modulkanterne er 13 cm høje, og øverst er der en sikkerhedskant på 2 cm, som skal forhindre, at materiel eller andre genstande falder på gulvet.

Betjeningen af sporskifterne bygges ind i siden af modulet, så jeg undgår at skulle fremstille en separat betjeningspult.

Jeg ønskede en så enkel sporplan som muligt med et minimum af sporskifter. Alligevel er der en række funktioner, som en endestation skal kunne håndtere.

Der skal være mulighed for at foretage omløb, så lokomotivet kan komme om på den anden ende af vognstammen. Derudover skal der være plads til et ankommende tog og et afgående tog ved perronen.

Godstrafikken skal også have sin plads. Derfor anlægges en læssevej, hvor varer kan omlæsses fra godsvognene til byens øvrige transportmidler. Endelig skal stationen have en lille remise til et lokomotiv samt en vandkran og en kulgård, hvor damplokomotivet kan forsynes inden næste tur.

(Tegning af sporplanen)

Som på de øvrige moduler limes skinnerne fast på et 2 mm tykt korkunderlag. Det hæver sporet en smule og giver plads til at opbygge ballast omkring skinnerne.

Omkring sporet anvendes sand, skærver og spartelmasse til at forme overfladen. Til sidst males det hele med akrylmaling, så spor og omgivelser får et mere naturtro udseende.

Stationsbygningen kommer fra LOEWE-Modellbahnzubehör. Det er en færdigstøbt resinbygning med tilhørende pakhus, som passer godt til stationens funktion som både passager- og godsstation.

Højbøl station

Også på Højbøl station anvendes samme fremgangsmåde, hvor betjeningspulten bygges ind i siden af modulet. Herfra kan sporskifterne betjenes.

De runde huller er forberedt til kontakter, som senere skal bruges til at tænde og slukke for gadelyset og det indvendige lys i stationsbygningen.

De tre spor ender ved lokomotivremisen. Bygningen er hjemmebygget og vises her uden tag, som først bliver monteret senere. Det næste spor fører ind til kulgården, der med tiden skal fyldes med kul og andet tilbehør til damplokomotivet. Til sidst ses læssevejen, hvor en godsvogn holder klar til at blive læsset eller aflæsset.

Det tager tid at bygge en modeljernbane – også når det gælder smalspor. Der mangler stadig meget arbejde på de moduler, jeg har bygget indtil nu.

Derfor holder denne fortælling en pause, indtil anlægget er kommet længere i byggeprocessen. Når tiden er inde, vender jeg tilbage med mere om denne lille, smalsporede modeljernbane på moduler.